Om os på Blushøjgård
Vi er Søren Bjerregård Andersen og Lilian Varada, og vi er begge blevet ramt i hjertet af Blushøjgård. Det skete 5. august 2020 og betød, at vi satte vores hus i Risskov og vores sommerhus 2 km fra Blushøjgård til salg. Og 30. september 2020 flyttede vi ind på Blushøjgård.
Der har været en fantastisk timing omkring dette skift, som gik ubegribelig hurtigt – begge steder blev solgt ved første fremvisning. Vi følte det var ‘meant to be’, så vi tog springet og flyttede fra en seniorbolig på 110 m2, til Blushøjgård, der har 1.000 m2 under tag, i alt 10 ferie- /kursistlejligheder samt 19 tønder land jord.
Fra starten var det helt tydeligt for os begge, at Blushøjgård skulle være et nonprofit sted. Det var en stærk inspiration for os, at overskuddet – udover det, der skal bruges til renovering af Blushøjgård – skal gå til humanitært arbejde.
Om vores baggrund
Søren Bjerregård Andersen
Sammen med min hustru Lilian, er jeg stifter og leder af selskabet Blushøjgård ApS. Jeg har en baggrund som ufaglært arbejdsmand, maskinarbejder på Dannebrog værft, ergoterapeut og sociolog. Jeg har de sidste mange år arbejdet som konsulent og underviser indenfor arbejdsmiljø, med samarbejde og ledersparring i alle afskygninger. Jeg er også psykoterapeut og certificeret i Nada akupunktur. Jeg nåede lige at gå på efterløn – og så skete det – jeg vendte mit liv helt på hovedet.
Lilian Varada
Sammen med min mand Søren, er jeg stifter og leder af selskabet Blushøjgård ApS. Det meste af mit arbejdsliv har jeg været underviser indenfor kommunikation, personlig udvikling, meditation og mindfulness.
Jeg har udviklet konceptet ‘Fra smerteidentitet til ressourceidentitet’, som handler om at forbinde sig til sine styrker. Jeg er også psykoterapeut, certificeret Mindfulnessinstruktør og certificeret i Nada akupunktur.